Super6 afholdes en gang om måneden fra april til og med oktober. Det er et samarbejde mellem 6-7 klubber, hvor klubberne på skift lægger anlæg til afholdelsen (disse samarbejder kaldes træffællesskaber). Det vil sige, at man hver måned kan komme til et træf i rimelig nærhed af sin hjemmeklub. Det er derfor også et oplagt sted, at møde andre der også er vilde med golf, og så kan man måske arrangere at komme ud og spille med dem igen en anden gang. Et træf varer ca. 3 timer.
Super6 er en samlet betegnelse for de spilkoncepter, der spilles til disse ungdomstræf. Et træf varer cirka 3 timer og består typisk af en fælles opvarmningsaktivitet, en sjov turnering og en fælles afslutningsaktivitet. Følgende er eksempler på hvilke spilkoncepter, der kunne udgøre Super6:
 |
Drive, Pitch & Putt |
 |
Four-Ball |
 |
Speedgolf |
 |
Snoregolf Scramble |
 |
DGU Short Game |
 |
Golfbanens Hævn Greensome |
Temaer og fokusområder
Alle afdelinger har specifikke fokusområder. Disse fokusområder er med til at understøtte deltagernes udvikling i golf. Hver afdeling af Super6 har typisk fokus på et område indenfor følgende fire parametre: 1) det sociale, 2) det tekniske, 3) det fysiske og 4) det mentale/taktiske.
Parametre
|
Eksempler på udviklingsområder
|
Det sociale
|
Samarbejde, fair play, at være sin egen dommer, medspiller vs. modstander, etikette, sprog, sikkerhed, etc.
|
Det tekniske
|
Deltagelse, putning, indspil, retning, etc.
|
Det fysiske
|
Udholdenhed, styrke, at dyrke flere sportsgrene, balance, etc.
|
Det mentale/taktiske
|
Course management, selvtillid, plads til at fejle, etc.
|
Hvem kan deltage til Super6?
Alle børn kan fra første gang de er til golf deltage til Super6. Det kræver ikke forudgående kendskab til golf og det er vigtigt at man ”udtages” til turnering hurtigt efter man er startet til golf, så det at gå til golf ikke bliver lig med at gå til træning. Glem derfor alt om banetilladelser som indgangsbarriere til turneringsgolf og få juniorerne i turnering i en fart. Super6 er netop opbygget så de udfordres på det niveau de er, og spiller på en måde, der udvikler dem, så de hurtigt oplever at de rykker sig og bliver bedre.
Er børnene yngre end 11 år, er Super6 dog ofte for udfordrende. Derfor er det en god idé at lade børn under 11 år, være en del af Jungletræf i stedet. Super6 er således som udgangspunkt rettet mod golfspillere over 11 år.
Super6 sociale fokus
Super6 har fokus på at være en sjov turneringsoplevelse fyldt med kvalitet for alle. Udvikling af venskaber og sjov omkring golfsporten er derfor i højsæde.
Alle afdelinger præges af fællesskab, der startes med fælles opvarmning og en god indtroduktion til dagen, så alle er trygge ved at deltage. Der sluttes også altid af fælles f.eks. med en lille forfriskning og en præmieoverrækkelse. Afslutningen prioriteres højt, det er her der skabes et rum for samvær og hygge, efter en dag fyldt med koncentration på golfbanen.
Præmier
I denne turnering er der fokus på udvikling. Det betyder ikke, at der ikke skal kåres vindere, men det prioriteres at præmiere evner og udvikling frem for scratch vindere. En sådan struktur kan give incitament til at øve evner, som har stor betydning for succes i sporten på den lange bane og dermed understøtte spillernes udvikling.
Da det overordnede fokus ligger på det sociale, på oplevelsen og på indlæringen, foregår præmieringen som en fælles afslutningsaktivitet. Der er præmier til de bedste til hver afdeling. Derudover får alle deltagere et Super6 logoklistermærker fra det Super6 koncept de har deltaget i, så de gennem hele sæsonen kan samle mærker.